Spring over sidens navigation• Top
• Indhold

Klassikerbloggen stx/hf

Her vil jeg løbende tage emner op, der er relevante for de klassiske fag. Dine bidrag og kommentarer er meget velkomne.

CFU logo © CFU
 

Gymnasiefag

De klassiske fag i AT

tirsdag 10 jan, 2012 |  28 Kommentarer 

af Chresteria Neutzsky-Wulff

Kære klassikere,

Hermed giver jeg ordet til Jens Refslund og Klassikerforeningen. Det glæder mig, at Klassikerbloggen her på EMU kan være med til at huse en fælles brainstorm og debat om årets AT-emne, der offentliggøres mandag d. 30.1. Skriv endelig ind her i bloggen - hold jer ikke tilbage! Det er meget nemt at skrive en kommentar.

Mange hilsener
Chresteria

 

Kære klassikere!

Mandag d. 30. januar 2012 offentliggøres årets AT-emne, og lad os håbe, årets emne ligger lige til højrebenet for de klassiske fag.

Hvorom alting er: Bestyrelsen mener i lighed med tidligere år, det er vigtigt, at eleverne præsenteres for gode og perspektivrige muligheder for at koble årets AT-emne med oldtidskundskab, latin eller græsk. Vi håber derfor, at I - hvad enten I af jeres skole er udnævnt til AT-ressourcepersoner eller ej - vil være med til at dele jeres luftige idéer og/eller håndfaste forslag desangående med hinanden.

Er I klar til at rykke ud?

Vivat philologia!

Jens

--
Jens Refslund Poulsen
Formand for Klassikerforeningen
Øster Farimagsgade 18a, 4. tv.
2100 København Ø
Mobil: +45 61 69 39 84
Email: mail@klassikerforeningen.dk
Hjemmeside: www.klassikerforeningen.dk


Inspirerende hjemmeside om ikt-redskaber

mandag 19 sep, 2011 |  0 Kommentarer 

af Chresteria Neutzsky-Wulff

Denne hjemmeside indholder et væld af spændende og frem for alt enkle ikt-redskaber, som kan anvendes i undervisning og læring. Russell Stannard underviser selv i bl.a. engelsk, og han afprøver løbende de nyeste programmer med henblik netop på undervisning. Som en hjælp til andre undervisere optager han instruktionsvideoer, så det er nemt at komme i gang med det tekniske. Man får også altid et par pædagogiske tips med på vejen. Videoerne er placeret ude til venstre på hjemmesiden.

http://www.teachertrainingvideos.com/

God fornøjelse!

Rapport: Sprog er nøglen til verden

onsdag 06 jul, 2011 |  0 Kommentarer 

af Chresteria Neutzsky-Wulff

Så er UVM-rapporten om fremmedsprog kommet!

Fra UVM's egen hjemmeside:

"Videnskabsministeren og undervisningsministeren nedsatte i januar 2011 en arbejdsgruppe, der skulle give inspiration til en strategi for uddannelse i fremmedsprog.

Arbejdsgruppen afsluttede sit arbejde med denne rapport i juni 2011.

Arbejdsgruppens rapport indeholder 42 anbefalinger til, hvordan man fremover kan satse mere på fremmedsprog i det danske uddannelsessystem."

Link til rapporten: http://vtu.dk/publikationer/2011/sprog-er-noeglen-til-verden

Hilsen fra den nye EMU-redaktør!

onsdag 06 jul, 2011 |  0 Kommentarer 

af Chresteria Neutzsky-Wulff

Kære klassikere!

Jeg er blevet ny EMU-redaktør for den klassiske fagside og skal forsøge at løfte arven efter Lars Kirkegaard. Det bliver ikke nemt, for Lars har været en forbilledlig redaktør, men jeg glæder mig utrolig meget til arbejdet og vil gøre mit bedste.

I må endelig skrive til mig (gerne herinde eller i SkoleKom-konferencen, som ligger under menupunktet Debat på EMU-fagforsiden) med ønsker og ideer. Meningen med EMU-fagsiden er jo netop, at I som brugere får dækket de behov, der er for forskellige typer faglig information. Jeg vil også meget gerne have eksempler på undervisningsforløb fra jer, som jeg kan lægge ind til fælles inspiration.

Ud over at vedligeholde og opdatere siderne har jeg tænkt, at jeg vil udvide med en underside om ikt-redskaber og ikt-pædagogiske overvejelser. På den måde kan de, der ønsker det, nemt komme i gang med at anvende små ikt-redskaber i undervisningen.

To fokus-områder på tværs af EMU's fagsider har i år været interaktive tavler (IWB) og ny skriftlighed. Hvis nogen af jer har materiale om eller referencer til disse emner, vil jeg meget gerne høre fra jer, for så vil jeg nemlig begynde på at opbygge en underside om hvert emne.

Jeg glæder mig som sagt meget til at være jeres redaktør! Vi ses herinde på EMU-siden.

Rigtig god sommer!

Mange hilsener

Chresteria Neutzsky-Wulff

Glemslens mørke

mandag 28 feb, 2011 |  0 Kommentarer 

af Lars Kirkegaard

Anne Knudsen havde i sidste uge en leder i Weekendavisen med denne overskrift. Lederen vender sig imod den udbredte opfattelse, at man skal finde demokratiets rødder i kristendommen. Lederen handler også om, hvordan mennesker uden kendskab til vore historiske rødder bliver nemme ofre for demagogi. Anne Knudsen skriver bl.a.:

De mænd, som først i Amerika 1776, siden i Frankrig 1789 etablerede demokratisk lovgivning, var bedre historisk orienteret end de danske debattører, som i dag påberåber sig Luther som demokratiets egentlige ophavsmand. De vidste, at de byggede deres politiske system på den romerske republik, hvis samfundsorden netop i Oplysningstiden igen var blevet kendt.
D'herrer havde haft latin i skolen og læst antikhistorie. Hvilket man nu om dage forhindrer danske skolebørn i ....GLEMSOMHED af disse dimensioner gør folk forsvarsløse over for demagoger; måske er det derfor, forglemmelsen af demokratiets egentlige historie er så populær? For nej, det er ikke kristendommen, der har grundlagt demokratiet; det gjorde hedningene. Mennesker med samfundsmoral.

De fleste lærere har med deres UNI-login adgang til Infomedia. Her er det nemt at finde lederen i sin helhed. Søg på Glemslens mørke!

Ideer til årets at-opgave: At være på - muligheder og problemer

tirsdag 01 feb, 2011 |  5 Kommentarer 

af Lars Kirkegaard

Emnet for årets at-opgave er nu kendt. Opgaveformuleringen lyder:

Du skal undersøge og diskutere en sag, hvor selviscenesættelse og/eller overvågning med brug af moderne teknologi spiller en væsentlig rolle.Du skal vælge to fag, hvoraf det ene er på mindst B-niveau, og anvende disse i besvarelsen af opgaven.

Da der er tale om en sag, hvor brug af moderne teknologi spiller en væsentlig rolle, ligger opgaven heller ikke i år lige til højrebenet for de klassiske fag, men de må kunne være med i en perspektivering i synopsen - især hvad angår selviscenesættelse.

Som sidste år, vil jeg gerne opfordre lærere i de klassiske fag til at bidrage med ideer til, hvordan vores fag kan tage del i årets at-eksamen. Skriv ideer som kommentarer til dette indlæg, eller mail direkte til mig, hvorefter jeg kan lægge det ud (kirkegaard@sydfynsmail.dk).

Nedenfor er ideer, forslag og strøtanker, som jeg har modtaget

  • En strøtanke til et samarbejde mellem græsk og historie: Athens akropolis som erindringssted siden nationalstatens dannelse og den moderne stats iscenesættelse af sig selv og sine kunstskattekrav via det nye akropolismuseum. (Thomas Heine)
  • Valgkamp og selviscenesættelse.
    Moderne valgkamp med alle moderne tekniske hjælpemidler (TV, facebook mv.) set i fht en romersk valgkamp m. udgangspunkt i Q. Cicero: Commentariolum petitionis. Tesen kan være: Selvom man har alle de moderne tekniske hjælpemidler, er det så i virkeligheden ikke det samme, der foregår? (Finn Lyngholm Christensen)
  • Herskerens selviscenesættelse - Mussolini/Augustus
    Mussolinis brug af moderne teknik (film/radio (Marconi, jf den centrale plads i EUR) set ifht Augustus' selvscenesættelse dels i Rom, dels i Italien og provinserne, hvor kejserportrætter og kejsertempler, mønter og kejserlige indskrifter (hvem sagde Monumentum Ancyranum?) kan inddrages. (Finn Lyngholm Christensen) 
  • Kejsernes selviscenesættelse gennem kunst og arkitektur med perspektiv til moderne politikeres brug af medierne. Teori: visuel retorik. (Jonas Juul)
  • Ethosargumentet som iscenesættelse: Lysias' taler (personskildring i fx talen om mordet på Eratosthenes og talen om invaliden). Perspektiv til selviscenesættelse i moderne medier. Teori: De antikke retorikere.  (Jonas Juul)
  • Kirkens selviscenesættelse: genbrug af antik arkitektur i Roms byrum (særligt under modreformationen). Findes der latinske tekster som kan bruges? Perspektiv til kirkens brug af moderne medier.  (Jonas Juul)
  • Kejser og klienter med perspektiv til Berlusconis politiske virke og brug af medierne.  (Jonas Juul)
  • Sammenligning mellem det athenske direkte demokrati og vore dages forsøg på at kommunikere direkte mellem politikere og vælgere vha. facebook, blogs osv. (Børge Kjeldsen)

Senecas breve

torsdag 27 jan, 2011 |  1 Kommentarer 

af Lars Kirkegaard

Klassikerforeningens Kildehæfter udgav for nylig en fin lille bog: "Breve fra Seneca". Der er tale om et udvalg oversat af de to Ålborglektorer Hans Gregersen og Kell C. Madsen. Bogen har (ikke endnu) fået den opmærksomhed i pressen, som den fortjener, men på nordjyske.dk finder man dog en anmeldelse, der fuldt fortjent tildeler bogen seks stjerner: Hav det godt. Ligeledes på nordjyske.dk kan man læse en artikel om de to oversættere og deres arbejde med Seneca: To mand og Seneca.

I anledning af den nye oversættelse har jeg oprettet en side, hvor lærere, der vil undervise i Senecas breve, kan finde forskelligt materiale, der forhåbentligt kan være nyttigt. Senecas breve kan læses på alle niveauer af latinundervisningen og i oldtidskundskab. Siden ligger her: Didaktik > Latin > Senecas breve. Kolleger der har ideer til yderligere indhold på denne side, er velkomne til at skrive det i kommentarer til dette indlæg.

The Athens Dialogues 2

søndag 21 nov, 2010 |  0 Kommentarer 

af Lars Kirkegaard

Konferencen The Athens Dialogues - an international conference on Greek culture and its role in modern society finder sted i den kommende uge fra d. 24. til 27. november (se tidligere blogindlæg herom). Konferencen, der har et spændende program og samler en række førende forskere, transmitteres via nettet til en række universiteter og forskningsinstitutioner verden over. Lkt. Poul Pedersen, SDU, har formidlet en kontakt til de græske arrangører, og jeg kan her give interesserede lærere i de klassiske fag adgang til at følge konferencen og evt. deltage i debatten:

Man kan følge konferencen på denne adresse: http://streaming.sgt.gr/banners.html

Spørgsmål og kommentarer kan sendes til denne adresse: questions@athensdialogues.org

Konferencens program.
konferencens hjemmeside kan man læse mere om konferencen og dens enkelte hovedtemaer og se, hvem der holder oplæg.

 

The Athens Dialogues

søndag 07 nov, 2010 |  0 Kommentarer 

af Lars Kirkegaard

Der bliver i dagene d. 24.-27. november afholdt en stor konference i Athen med titlen The Athens Dialogues - an international conference on Greek culture and its role in modern society. Konferencen arrangeres af Onassisfonden, en række udenlandske institutter i Athen og Universiteter, bl.a. Stanford og Oxford.

De overordnede temaer er Identity & Difference, Stories & Histories, Logos & Art, Democracy & Politeia, Science & Ethics, Quality of Life og tanken er to discuss, debate and open new routes of thought on issues of universal and diachronic interest.

På konferencens website (www.athensdialogues.org) kan man bl.a. læse en række essays af oplægsholderne inden for konferencens emner, og der ser ud til at være meget materiale, der kan være interessant for lærere i græsk og oldtidskundskab (gå ind under punktet E-JOURNAL).

Det er planen, at det skal være muligt at deltage i konferencen over nettet: det hele transmitteres direkte, og hvis jeg har forstået det rigtigt, vil man via e-mail kunne kommentere og stille spørgsmål i de enkelte sessioner. Det vil formodentligt blive muligt for danske lærere i de klassiske fag, der måtte være interesserede i det, at få adgang til webtransmissionerne. Flere oplysninger herom følger.

Græske tragedier på danske teatre

tirsdag 28 sep, 2010 |  0 Kommentarer 

af Lars Kirkegaard

Der er også i indeværende sæson forskellige muligheder for at se græske tragedier på danske teatre.

 

Forelæsninger på nettet

mandag 20 sep, 2010 |  0 Kommentarer 

af Lars Kirkegaard

Det bliver mere og mere almindeligt, at universiteter rundt omkring i verden lægger forelæsninger ud på nettet i form af podcasts (lyd) eller webcast (video).

På Saxo-Instituttet under KU har man for øjeblikket adgang til disse webcasts:

Tiltrædelsesforelæsning
Stephen Harrison (adjungeret professor) den 12. maj 2010:
"History and Politics in Vergil's Aeneid"

Fratrædelsesforelæsning
Mogens Herman Hansen (docent dr. phil.) den 16. juni 2010:
"Magtfordelingslærens fallit og den blandede forfatning som alternativ model"

 Et fint eksempel på forelæsninger over nettet finder man på Yale University: Introduction to Ancient Greek History with Professor Donald Kagan. Der er tale om en forelæsningsrækkemed en af de førende amerikanske antikhistorikere, Donald Kagan, om græsk historie fra "The Dark Ages" til 4. årh. Forelæsningerne, der blev holdt i 2007, er videooptaget og kan ses over nettet. Det er også muligt at læse forelæsningerne, og til hver forelæsning er der litteraturhenvisninger og en pdf-fil med diverse oversigter.

Et andet eksempel fra Yale er Roman Architecture with Professor Diana E. E. Kleiner.

Det Sixtinske Kapel virtuelt

fredag 11 jun, 2010 |  0 Kommentarer 

af Lars Kirkegaard

Se lige her, hvor flot det kan gøres: http://www.vatican.va/various/cappelle/sistina_vr/index.html, Det Sixtinske Kapel i en virtuel udgave, Vatikanet står bag. Man kan se rummet i sin helhed, vægge, loft og gulv, og zoome ind og ud. Vælg at se det i fuldskærmsudgave.

Lærere i de klassiske fag deltager ofte i studierejser til Rom, og mon ikke det Sixtinske Kapel næsten altid er på programmet. Det er meget vankeligt at gennemgå det på stedet, eller overhovedet tale sammen om, hvad man ser. Som forberedelse til et besøg må denne side være fremragende.

Men man kan altså også bare studere den for sin fornøjelses skyld!

Holberg -og Martial

fredag 11 jun, 2010 |  0 Kommentarer 

af Lars Kirkegaard

Johannes Thomsen, Viborg, er i gang med et prisværdigt projekt: en digitalisering af samtlige Holbergs latinske epigrammer, der ellers ikke er nemme at få fat i. Johs., der foreløbig er færdig med de første fire af de i alt syv bøger, lægger dem på sin blog: http://johsthomsen.wordpress.com/2010/05/28/holberg-epigrammata/

Holberg udgav en første samling latinske epigrammer i 1737. Senere fulgte flere, og i 1749 udkom en samlet udgave med knap 950 epigrammer.

Læsning af Holbergs epigrammer kan i latinundervisningen f.ex. indgå som supplerende stof i et forløb, hvor der læses Martial. Jeg har oprettet en side med titlen Martial, hvor der ligger et link til de digitaliserede Holberg-epigrammer, og hvor der findes forskelligt baggrundsmateriale til et Martial-Holbergforløb. Siden ligger under Latin C, da Martial og Holberg kan læses på et tidligt tidspunkt af latinundervisningen, men de to forfattere kan naturligvis læses på alle niveauer af latinundervisningen.

Siden findes her: Didaktik > Latin > Latin C > Martial

Parthenon uden stilladser

torsdag 03 jun, 2010 |  2 Kommentarer 

af Lars Kirkegaard

I efterhånden næsten 30 år har Parthenon været mere eller mindre pakket ind i stilladser i forbindelse med restaureringsarbejder. I denne sommer kan templet for første gang siden 1983 ses uden kran og stilladser. Det er tilsyneladende planen, at restaureringsarbejderne genoptages til september på vestsiden.

Her er nogle links:

Vandforsyning og akvædukter i Romerriget

torsdag 13 maj, 2010 |  0 Kommentarer 

af Lars Kirkegaard

 

[Læs mere]