Menu
• Indhold

ENIS

ENIS-netværkets blog handler om it, læring og skoleudvikling. Aktuelt tema: Computerspil. Se også EMUs spilsider, både for lærere og elever. Bloggen skrives af skiftende tema-redaktører og ENIS-sekretariatet på UNI-C.

IT-tema bloggen

Skal vi inddrage computerspil i undervisningen?

torsdag 31 jan, 2008 |  6 Kommentarer 

af Ella Myhring

Denne blog om computerspil i undervisningen varmede op med 4 lynundersøgelser – Quick Polls - på emu.webetik i december og januar. Stor tak til alle jer, som klikkede med. Dernæst VELKOMMEN til bloggen. Jeg håber på rigtigt mange kommentarer i løbet februar. Her er resultatet af den første Quick Poll


 


I denne blog vil vi diskutere, om vi skal inddrage computerspil, som IKKE er læringsspil, i undervisningen. Jeg vil argumentere for det og fortælle, hvordan vi har gjort i praksis på min skole, Højby Skole i Odense.
Hvert af mine blogoplæg her i februar vil være ledsaget af en godbid til jer, som kigger herind.
Men lad os komme i gang med at svare på blogspørgsmålet. Til en start kan vi konstatere, at det i hvert fald ikke er forbudt at arbejde med computerspil i skolen. Se selv efter i Læseplanen for faget dansk


Selvfølgelig skal vi inddrage computerspil i undervisningen – det er alle vel enige med mig i, eller?


… og dagens godbid:


           Samorost 1                       Samorost 2


                


 Vil du mærke, hvordan det føles at spille computerspil? Disse to gratisspil fra det tjekkiske Amanita Design giver et ganske godt indtryk af, hvordan vores elever griber deres spil an. Prøv selv!

Kommentarer:

Hej Ella
Tak for godbidderne. Jeg kastede mig straks over dem. Efter at have spillet en god tid, kom jeg til at tænke på, hvordan de kunne bruges i skolen, som et læremiddel, altså noget der gav viden, erfaringer og var med at til styrke det faglige? Jeg er med på, at der kan findes belæg for at spille i skolen i de forskellige faglige mål, men kunne du give et konkret eksempel på noget, eleverne får ud af at spille fx. Samorost?
VH
Jyt

Indsendt af jytte 01/02 2008, 12:45 #

Hej Jytte.
Tak for dit gode spørgsmål. De to Samarost-spil egner sig fortrinligt til brug i skolen, da det tager eleverne ca. 10 minutter at gennemspille dem. (Andre spil kan jo tage dage eller uger!) Jeg vil ikke røbe her, hvor lang tid, det tog mig, og hvor meget hjælp jeg fik ;-)
Derefter kan spillene kan bruges på mange måder. I dansktimerne skriver eleverne en historie om en lille nisse og hans oplevelser. De illustrerer deres historie med billeder fra spillet. Vi bruger Faststone Capture http://www.faststone.org/download.htm (freeware)til at klippe billeder ud med. En anden mulighed er at arbejde med spillene i billedkunst. Efter en fælles snak om spillets kunstneriske virkemidler, finder hver elev sin yndlingsscene og "klipper den ud". Så skiftes eleverne til at vise deres yndlingsklip på storskærm og begrunde deres valg. Til sidst fremstiller eleverne selv billeder med inspiration fra spillet.

Indsendt af Ella Myhring 02/02 2008, 12:42 #

Hej Ella
Tak for svar og ikke minds de mange godbidder. Jeg logrer glad over alt det jeg kan bruge og lærer af dig.
VH
Jytte

Indsendt af EMU 05/02 2008, 15:44 #

Tak for en inspirerende side.

I "Det opsøgende bibliotek sætter fortællingen i centrum - ikke bogen!" i læselysthæftet: Bogen i et nyt medielandskab, skriver professor Stig Hjarvad, at fiktionsfortællinger i dag findes på mange medieplatforme. Spil er vel endnu en platform? En slags "interaktiv fortælling"?

Spillets fortælling bliver forskellig fra spiller til spiller - men er en læst tekst ikke også forskellig fra læser til læser? Man læser og forstår ud fra sine egne forudsætninger og fortællingen får først liv, når den bliver læst. Hvis man anskuer spil fra den vinkel, er det måske ikke så svært at komme i gang - selvom man måske ikke selv er den store spil-ørn.

Hvis ens elever skal have en fornemmelse af, hvordan man laver spil, kan de forsøge sig i Alice.org. Det er gratis, spændende og sjovt, og det giver et godt indblik i hvordan programmering foregår.

Indsendt af Lisbet Kühn 05/02 2008, 20:47 #

Hej Lisbeth.
Alice ser spændende ud - det skal prøves! Jeg er enig med dig i, at man ikke behøver at være den store ørn til at spille selv for at liste spil ind i sin undervisning. Men hvordan har vi det egentlig med, at eleverne mange gange er dygtigere på tasterne, end vi lærere?

Indsendt af Ella Myhring 05/02 2008, 22:33 #

Hej Ella Myhring

Jeg ser frem til at følge din blog i denne måned. Det lover i hvert fald godt.
Jeg vil ligge mig lidt i forlængelse af Lisbeth Kühns indlæg.
Jeg er enormt interesseret i "det at deltage interaktivt på de mange medieplatforme". Det er jo netop i interaktionen, at medieplatformen bliver interessant. Den er jo ikke statisk, men netop foranderlig fordi den deltagende er medskabende.
Jeg mener, at den interaktion med elektroniske billedmedier, som vi ser i dag, er en helt ny kulturteknik, hvor omdrejningspunktet er det at være medskabende af forskellige medieplatforme.
Derfor har det klart sin berettigelse i folkeskolen.
Men er folkeskolen klar?

Venlig hilsen
K.W Hansen

Indsendt af Kayser Walther Hansen 06/02 2008, 14:43 #

Send en kommentar: